Sådan lærer du at tage billeder manuelt

20 jan, 2014


At blive en dygtig fotograf kan være en stor udfordring. Med et SMART Camera er der mange muligheder for at tage fantastiske billeder med Smart Auto, som selv foretager indstillingerne. Men er du en af dem, som gerne vil lære lidt mere, kommer vores bedste tips her.

Hvad skal man tænke på?

Nøglen til at blive en god fotograf er at lære sit kamera at kende. At tage billeder manuelt åbner nye døre, og for at blive rigtig god er det første skridt at lære de forskellige funktioner at kende, f.eks. blænde, lukkertid, ISO, autofokus, manuelt fokus, hvidbalance og komposition. Lad os derfor kigge nærmere på disse!

Blænden

Blænden

Det er blænden i kameraet, der regulerer, hvor meget lys, der slippes ind, når du fotograferer. Man kan sige, at blænden er objektivets åbning. Mængden af lys, der lukkes ind, afgør også dybdeskarpheden i billedet, dvs. hvor meget på billedet, der står skarpt. Blænden angives af en værdi, der kaldes et ”F-tal”.

Eksempel:
• Et lavt blændetal som f.eks. f/2.8 giver en stor blændeåbning = meget lys og lille dybdeskarphed.
• Et højt blændetal som f.eks. f/22 giver en lille blændeåbning = mindre lys og stor dybdeskarphed.

Hvornår skal man bruge hvad?
Det er der ingen fast regel for, og det kan være en god ide at prøve at eksperimentere sig frem. Det giver ofte endnu mere spændende billeder.

Men generelt er det en god ide at bruge et højt blændetal ved portrætfotografering, hvor ansigtet skal stå skarpt og baggrunden lidt mere sløret. Tager man derimod et landskabsbillede, kan det være en fordel at vælge et lavere blændetal, fordi alt på billedet så kommer til at stå skarpere.

Lukkertid

Lukkertid

Lukkertid er det samme som eksponeringstid (EV) og angiver, hvor længe "objektivet står åbent". Bruger man en længere lukkertid, kommer der mere lys ind i kameraet, men det giver samtidig større risiko for uskarpheder i bevægelser. Ved hjælp af lukkertiden kan du både lege med lys og bevægelse.

Eksempel:
• Med en kort lukkertid, f.eks. 1/2000 sek., slippes der mindre lys ind, hvilket kan være godt, hvis du ønsker at få noget, der bevæger sig, til at stå skarpt.
• Med en lang lukkertid, f.eks. 5 sek., slippes der mere lys ind, og der er større mulighed for at fange en bevægelse. Vil man have billedet til at stå skarpt, når man bruger en lang lukkertid, er det ofte nødvendigt med et stativ.

Et klassisk eksempel på brug af lang lukkertid er et billede taget på en trafikeret vej i mørket, hvor man ser bilernes lygter. For at få det bedste resultat bør kameraet stå på et stativ, når billedet tages. Baggrunden kommer så til at stå skarpt, mens bilerne skaber bevægelse i billedet.

ISO

ISO

ISO er en international filmstandard, som angiver lysfølsomheden. Et lavt ISO-tal giver mørkere billeder, og for hver gang ISO-tallet stiger, bliver billedet lysere og mere eksponeret.

• På en solrig forårsdag
I stærkt lys skal du bruge et lavt ISO-tal, men da et lavt ISO-tal betyder, at kameraet bliver mindre følsomt over for lys, kan det være nødvendigt at tilføre mere lys for at få en bedre eksponering af dit billede. Prøv at åbne blænden mere eller at nedsætte lukkerhastigheden.

• Til fødselsdagsfesten i elektrisk belysning
Med et højere ISO-tal bliver følsomheden over for lys større, og man kan derfor tage bedre billeder, når det er mørkt. Lysindslippet kan også ændres ved hjælp af blænden og lukkertiden, men husk, at jo højere en lukkertid du bruger, jo mere uskarpt bliver billedet.

OBS!
Jo højere en ISO, du bruger, jo mere ""grynet"" bliver billedet.

ISO

Autofokus eller manuel fokus

Autofokus er et hjælpemiddel i kameraet, som beregner afstanden til motivet. Objektivet foretager selv alle indstillinger, så billedet bliver skarpt der, hvor det skal være skarpt. På objektivet kan du selv regulere, om du vil bruge automatisk fokus eller manuel fokus (AF eller MF).

Autofokus kan med fordel bruges, når du ønsker at fotografere noget i bevægelse, da det kan være svært selv at nå at indstille kameraet, inden øjeblikket er forbi. Har du i stedet et motiv, der står stille, kan manuel fokus skabe betydelig mere dybde i billedet.

NX300 har et hybridt autofokussystem, som gør, at billederne bliver endnu skarpere. Læs mere om det her.

Komposition

At tænke på kompositionen, når man tager sit billede, er noget af det vigtigste! Komposition kan skabe liv i det mest grå motiv, og selv det dejligste øjeblik kan virke trist og uinteressant, hvis man glemmer at tænke på kompositionen i billedet, inden man trykker på udløserknappen.

Komposition

Tredelingsreglen

Tredelingsreglen er et almindeligt trick inden for fotografering og bidrager til at give en god komposition i billedet. Den går ud på, at du deler billedet op i et mønster på 3 x 3 ens rektangler. Derefter sørger man for at placere det, man vil fremhæve i billedet, der, hvor linjerne skærer hinanden.

Tredelingsreglen

Hvidbalance

Synes du somme tider, at dine billeder bliver for gule eller for blå i tonen? Det kan skyldes, at kameraets hvidbalance ikke er korrekt indstillet.

Lyset rundt omkring os har forskellige nuancer, og den menneskelige synssans tilpasser sig til det omgivende lys og kan opfatte farver under flere forskellige forhold, f.eks. hvis man befinder sig i mørke igennem længere tid. Hvidbalancen ""justeres"" altså ubevidst som en del af synsopfattelsen. Et kamera derimod opfatter som udgangspunkt lysets farve på samme måde i alle situationer og kan derfor have brug for lidt hjælp.

På visse kameraer kan man selv indstille hvidbalancen ved at fortælle kameraet, hvad der er hvidt, ved f.eks. at fotografere en hvid væg og angive den som reference.

I andre kameraer kan man vælge mellem forskellige forudindstillede hvidbalancer alt efter, hvilken situation man befinder sig i. Eksempler på sådanne forudindstillinger er auto, dagslys, skyet og glødepære.

I begyndelsen kan du teste indstillingerne ved at tage det samme billede med forskellige hvidbalancer for at se forskellen. Prøv dig frem!