Kunsten at genopvarme mad i en mikroovn

17 oct, 2011

Der findes hundredvis af kulinariske kreationer, du kan lave i en mikroovn. Men helt ærligt − bruger de fleste af os ikke mikroovnen til at genopvarme mad i? Alle, der har prøvet at indtage pap-pizza, stenhårde kartofler og våde croissanter, ved dog også godt, at der er stor forskel på at genopvarme mad og genopfriske den.

Hold på vandet!

Selvom der er mange lækre madretter, du kan lave i en mikroovn, bruger de fleste af os den til genopvarmning af mad. Hemmeligheden bag genopfriskning af mad i en mikroovn er vand. En fugtig serviet er en nem måde at sørge for, at maden bevarer sit væskeindhold. Læg en fugtig serviet hen over den croissant, burger eller burrito, du gerne vil varme, så vil du blive overrasket over, hvor meget bedre den smager.

Genopfriskning af pizzaer og sandwicher

Hvordan du skal genopvarme noget afhænger selvfølgelig af, hvad det er, du vil varme. Hvis det er pizza, kan du skylle skorpen under vandhanen, eller lægge pizzaen på et stykke køkkenrulle på en tallerken, der kan tåle at komme i mikroovnen. Bliver skorpen så sprød og knasende? Sikkert ikke, men den vil heller ikke smage af pap. Du kan faktisk gøre det samme med sandwicher. Stænk sandwichen med en smule vand − det gør bollen eller brødet luftigt i stedet for vådt og slattent.

Genopfriskning af nudler og ris

Kinesisk eller mexicansk mad kan være svært at genopvarme. Et trick er at genopvarme risen for sig, og tilsætte en smule vand, før du varmer den i mikroovnen. Kyllingeretter som f.eks. Kung Pao Chicken eller Arroz con Pollo skal du holde øje med og røre rundt i en gang i minuttet eller hvert andet minut.

Selv kaffe kan genopfriskes i mikroovnen, hvis du tilsætter lidt vand. Hvis den har stået ved stuetemperatur et stykke tid, er den nok blevet bitter. En lille sjat vand tager bitterheden, og så en tur i mikroovnen − så er den så god som ny. Du skal bare sørge for, den ikke kommer til at koge.

En god tommelfingerregel, der sikrer dig, at du aldrig overvarmer maden, er "half-and-half"-reglen: Den halve kraft og den halve tid. Sæt temperaturen på det halve, og når du er halvvejs igennem opvarmningen, rører du rundt i maden, så den bliver varmet mere jævnt.

Beholderen betyder også noget

Bare fordi maden bliver leveret i en bestemt beholder, betyder det ikke, at den kan gå i mikroovnen. Du bør aldrig genopvarme mad i metalbeholdere eller folie, og nye undersøgelser har vist, at det heller ikke er godt at varme mad i plastbeholdere eller husholdningsfilm. Derimod er det altid sikkert at bruge en glastallerken.

Prøv disse tips og tricks − du vil blive overrasket over, hvor meget bedre maden eller kaffen smager.