2007-07-30
 

Football In The Community i DK:
Unge, danske fodboldtalenter i audiens hos Chelsea-trænere
For 200 unge konkurrencevindere blev en drøm til virkelighed, da de i weekenden lærte fodboldtips- og tricks af nogle af verdens dygtigste ungdomstrænere. Anledningen var projektet Football In The Community, som Samsung og Chelsea FC havde stablet på benene på Brøndby Stadion.

Gennemsnitsalderen på spillerne var en del lavere end ved superligakampene på Brøndby Stadion, men glæden ved fodboldspillet var om muligt endnu større end sædvanligt. I løbet af weekenden blev Vestegnens berømte boldarena nemlig indtaget af i alt 200 fodboldglade børn. Anledningen var Chelsea FC’s og Samsungs fælles fodboldprojekt Football In The Community, hvor unge, danske fodboldentusiaster i alderen 6-12 hele lørdag og søndag blev trænet af juniortrænerholdet fra Chelsea FC. Og det var et stort hit hos børnene.

– Chelsea er et af mine yndlingshold, så det var ret fedt at få lov til at træne sammen med deres professionelle ungdomstrænere på Brøndby Stadion. Træningen var meget anderledes end når jeg er til træning normalt, med en masse nye øvelser og nogle rigtig gode trænere, siger 11-årige James McNeary, der går i 6. klasse på Søndermarksskolen på Frederiksberg.

Børnene, som kom fra hele Danmark, havde alle vundet en konkurrence udskrevet af Samsung. Træningen tog udgangspunkt i Chelseas unikke træningsfilosofi, som lægger vægt på, at børnene lærer fodboldspillet i en god og sjov atmosfære. Træningsprogrammet blev afviklet på en særlig oppustelig bane med bander og mål og indeholdt blandt andet forskellige tekniske boldøvelser, five-a-side spil samt masser af tips og tricks fra Chelsea-trænerne.

”Football In The Community har været en stor succes i udlandet, og derfor er vi selvfølgelig glade for de danske børns begejstring for projektet. De ser enormt meget op til Chelseas professionelle stjerner som Drogba, Schevchenko og Lampard, men de kommer desværre sjældent tættere på dem end TV-skærmen. Med Football In The Community kunne danske børn imidlertid opleve den unikke træningsfilosofi, som har gjort Chelsea FC til en af verdens bedste klubhold. Og det er dejligt at være med til at give danske børn så stor en oplevelse”, siger Solvej Lee, landechef for Samsung Danmark.

Football In The Community blev grundlagt i 1982, og ideen er at give børn over hele verden mulighed for at få en sjov, underholdende og lærerig oplevelse ved at træne med Chelseas professionelle ungdomstrænere. Flere af disse er selv tidligere, professionelle fodboldspillere. Projektet – som flere end 200.000 børn allerede har deltaget i – har tidligere besøgt byer i Storbritannien, USA og Østen. Udover Danmark gør ”Football in the community” i år også holdt i både Los Angeles, Irland og Spanien.

Download billeder - Billeder.zip (30MB)